Hvad er skydning?
En sport for hele familien
Skydning er en sport, der kan dyrkes af alle uanset alder, køn og fysik. Vi har også stor erfaring med ADHD og anden form for koncentrationsproblemer, og kan tilbyde en god og seriøs skydeundervisning ud fra vores erfaringer.
Gennem skydning opøver du evnen til at koncentrere dig, at kunne afspænde, få bedre muskelkontrol og kunne fokusere og sætte alle dine mentale ressourcer ind på ét mål.
Samtidig tilstræber vi at have et hyggeligt og godt klubliv for børn og voksne, så man glæder sig til at komme på banen og ud til stævner for at møde andre skytter.
Discipliner
Riffel
Kaliber .22 riffelskydning på vores 15m indendørs bane med 12 standpladser.
Pistol
Kaliber .22 og luftpistol. Pistolskytterne starter normalt træning lidt senere, så børneskytterne kan få ro til at skyde.
Luft
Vi træner også med luftgeværer 4,5 mm efter lyst, behov og plads på banen.
Sikkerhed
Sikkerheden på banen og til stævner er så høj som overhovedet mulig for både voksne og børn. Alle lærer at omgås våben med respekt og omhu, så ulykker udelukkes og alle føler sig trygge på banen.
Viden om og respekt for våben er en viden som børn også har gavn af når de omgås splattergeværer, luftvåben og lign. uden for klubben.
Vi bruger våben godkendt af De Danske Skytteforeninger.
Udstyr
Klubben råder over geværer og pistoler, som frit kan lånes af alle medlemmer til træning og stævner. Du behøver ikke medbringe noget udstyr. Lån af klubbens våben kræver en SKV 6-godkendelse for skytter fra 15 år — børn under 15 er undtaget.